Erhvervslejeområdet er præget af en del tvister vedrørende markedslejeniveauet, især i København. Der er også en manglende transparens i forbindelse med fastlæggelse af lejeniveauet. Dette har været nogle af årsagerne til, at Erhvervs- og vækstministeriet har fremsat lovforslag om ændring af erhvervslejeloven.
Der er tale om nogle ganske få ændringer af erhvervslejeloven, som dog har væsentlig betydning for både udlejer og lejer.
Der er bl.a. tale om, at muligheden for, at lejer kan kræve et vilkår om tidsbegrænsning tilsidesat fjernes samt, at muligheden for at regulere lejen til markedsleje i tidsbegrænsede lejeaftaler fjernes.
Derudover præciseres erhvervslejelovens § 13, stk. 1 sådan, at ved anvendelse af sammenlignelige lejemål i vurderingen af markedslejen, skal der tages højde for samtlige relevante aftaler og aftalevilkår for de pågældende lejemål.
Det er JJM Advokatfirmas vurdering, at de foreslåede ændringer vil føre til, at udlejere benytter sig af tidsbegrænsede lejemål i en højere grad, og omsætteligheden af de attraktive erhvervslejemål fremover stiger. Samtidig vil ændringerne sikre en større fleksibilitet for både udlejer og lejer.
Ændringerne vedrørende vurdering af markedslejen har også til formål at sikre et bedre grundlag for vurdering af markedslejen. Det vurderes dog ikke, at ændringen vil have en stor praktisk betydning, da de fleste markedsreguleringsager allerede inddrager samtlige relevante aftaler og aftalevilkår for de pågældende lejemål. Der er ingen tvivl om, at aftalefriheden bliver udvidet på det erhvervslejeretlige område.
Ændringerne forventes at træde i kraft den 1. januar 2017. Erhvervslejeret er et af vores kerneområder. Kontakt os på jjm@jjm-adv.dk eller 5354 3853 til en uforpligtende snak om jeres sag.