Kan man kræve husleje hos den part, som fortsat bor i fællesboligen efter samlivsophævelsen?

husleje
Landsretten har afsagt en dom i en sag, hvor en hustru anlagde sag mod sin tidligere mand for betaling af husleje for at bo i parternes fælles bolig.
Parterne i sagen havde købt en bolig i lige sameje, hvorefter de gik fra hinanden. Manden blev boende i den fælles bolig. Det var i samejeoverenskomsten bestemt, at kvinden ejede første sal af boligen, mens manden ejede stueetagen. Efter samlivsophævelsen begyndte manden at benytte boligens første sal. Kvinden krævede derefter huslejebetaling for mandens brug af hendes andel.

Manden mente dog ikke, at han skulle betale husleje, idet dette ikke var aftalt mellem parterne.
Både Byretten og Landsretten fandt frem til, at der skulle betales husleje til kvinden fra samlivsophævelsen og indtil manden overtog ejendommen helt. Der blev lagt vægt på, at manden efter samlivsophævelsen fortsat benyttede boligen, herunder kvindens andel af boligen. Der skulle således betales husleje, uanset at dette ikke var aftalt mellem parterne.
Dommen viser, at den fraflyttede part i forbindelse med en samlivsophævelse, separation eller skilsmisse kan kræve husleje hos den part, som fortsat bor i den fælles ejendommen indtil ejendommen evt. bliver solgt/overdraget til den anden part. Når man ejer en ejendom i sameje, skal man dele udgifterne til ejendomsskat, forsikring m.v. Herudover skal den part, som benytter ejendommen, betale husleje for brug af den andens andel af ejendommen. Man skal derfor være opmærksom på dette forhold, når man skal blive enige om, hvem der bliver boende i ejendommen.
JJM Advokatfirma anbefaler, at man i samejeoverenskomsten bliver enige om, hvorvidt den boende part skal betale husleje og i givet fald hvor meget, der skal betales. På denne måde undgår man tvister om dette forhold.
Ring til os 5354 3853 eller skriv til os på info@jjm-adv.dk hvis I har brug for hjælp i forbindelse med udarbejdelse af en samejeoverenskomst eller har lejeretlige spørgsmål.
Se mere herom på denne side.