Frifundet for hærværk
Advokat Jacqueline Mwenesanis klient var tiltalt for hærværk efter straffelovens § 291.
Anklagemyndigheden krævede klienten idømt bødestraf. Der blev endvidere rejst et erstatningskrav. Den påståede hærværk, som bestod i et ødelagt sidespejl, var foregået i forbindelse med en situation, hvor klienten blev påkørt.
Advokat Jacqueline Mwenesani havde været bistandsadvokat for klienten i sagen vedrørende selve påkørslen. I den sag, blev den person, som fik sit sidespejl ødelagt, dømt til fængsel på 60 dage og fik frakendt sit kørekort i 1 år under henvisning til straffelovens § 244, jf., § 245 ”legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter” for bevist at have påkørt klienten. Klienten havde ramt sidespejlet i forbindelse med påkørslen.
Retten i København var enig med advokat Jacqueline Mwenesanis betragtninger om, at klienten var uskyldig og fandt, at der ikke var ført bevis for, at klienten havde til hensigt at begå hærværk. Retten lagde endvidere vægt på sagens særlige omstændigheder, herunder, at der var afsagt dom, hvor klienten, havde været udsat for ”legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter”.
Klienten blev derfor frifundet!
I bødesager er det ofte svært at få beskikket en advokat. Bødestraffens størrelse kan i nogle tilfælde gøre det attraktivt at acceptere bøden end at antage en advokat. Klienten valgte i denne sag selv at afholde omkostningerne til advokatbistanden, som oversteg bødestraffen, idet en evt. plet på straffeattesten for hærværk kan få alvorlige følger for klientens mulighed for at få arbejde og dermed have en negativ påvirkning på klientens økonomi.