A-breve afskaffes. Kan I fortsat sende ophævelser, påkrav, advarsler eller opsigelser mv. med posten?

download1
Pr. 1. juli 2016 afskaffer Post Danmark A-breve. Fremover bliver det hidtidige B-brev Post Danmarks standardbrev, og standardbrevet kan være op til 5 dage undervejs. Det betyder, at de virksomheder, der fremsender A-breve i kombination med en afleveringsattest, som skal være fremme inden for en bestemt frist, nu skal kigge på andre alternativer.

Der vil dog fortsat være mulighed for at få leveret breve dag til dag ved brug af et særligt hastebrev kaldet ”Quickbrev”. Quickbrevet kan kombineres med en afleveringsattest, og vil fremover være pålagt moms i modsætning til A-breve.
Indtil videre ser det ud til, at Post Danmark beholder muligheden for at sende rekommanderet/anbefalet post.
Virksomheder skal være klar over, at ophævelser, påkrav, advarsler eller opsigelser mv. som udgangspunkt kan fremsendes ved brug af forskellige kommunikationsmedier, herunder sms eller e-mail. Enkelte retsområder stiller dog krav om, at modtagelsen af meddelelsen sker pr. fysisk brev. Hertil kommer, at parterne kan have aftalt andet.
JJM anbefaler, at dokumenter, som skal være fremme inden for en bestemt frist, bliver fremsendt ved brug af flere forskellige kommunikationsmedier, således at der ikke opstår uoverensstemmelser om, hvorvidt ophævelsen, påkravet, advarslen eller opsigelen er kommet rettidigt frem.
Særligt f.s.v.a. ansættelsesretlige dokumenter anbefaler vi, at virksomheden forsøger at afgive disse personligt, og får medarbejderen til at kvittere for modtagelsen på en kopi.
Vi anbefaler også, at virksomheden kun bruger B-breve, såfremt man er i meget god tid.
Ring til os på 5354 3853 eller skriv til os på info@jjm-adv.dk, såfremt I gerne vil drøfte, hvordan de nye regler kan påvirke jeres virksomhed.