Den 1. marts 2016 blev lovforslag om registrering af reelle ejere vedtaget. Dette medfører, at selskaber fremover skal registrere de reelle fysiske personer, som i sidste ende ejer selskabet. Formålet med lovforslaget er at øge gennemsigtigheden og gøre det sværere at gemme sig bag forskellige selskabskonstruktioner og at styrke indsatsen mod skattely.
Efter de nye regler er selskabet forpligtet til at indhente oplysninger om selskabets reelle ejere og disses stemmerettigheder. Hvis der ikke er nogle reelle ejere, eller man ikke kan identificere de reelle ejere, så skal direktionen optages som reelle ejere.
Ved reel ejer forstår man en fysisk person, der ultimativt direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en væsentlig del af ejerandelene eller stemmerettighederne eller som på anden måde udøver kontrol over selskabet. Et selskab eller anden juridisk person kan således ikke være en reel ejer efter lovforslaget.
Lovforslaget definerer den reelle ejer som en fysisk person der direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer mere end 25 pct. af kapitalandelene eller stemmerne i et selskab eller lignende. Der kan dog også foreligge et reelt ejerskab på anden vis, og man har mulighed for at foretage en konkret vurdering af, hvem der er den reelle ejer.
Oplysningerne skal hurtigst muligt registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, efter selskabet er blevet bekendt med at en person er blevet en reel ejer. Derudover skal selskabet opbevare oplysninger om dets reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskab er ophørt.
Reglerne er ikke trådt i kraft endnu, da der mangler en holdbar it-løsning.
I forbindelse med reglernes ikrafttræden vil JJM Advokatfirma orientere herom.