Skattemæssige fordele og ulemper ved forældrekøb: ejer- eller andelsbolig?

OK-Boligsalg
Det er snart foråret, og en del unge studerende går med tanker om at søge ind på diverse videregående uddannelser. I den forbindelse går nogle forældre med tanker om forældrekøb.
Det er vigtigt at have et overblik over en række forhold ved forældrekøb, herunder de skattemæssige fordele og ulemper ved køb af en boligtype frem for en anden.

Ved forældrekøb har en del forældre typisk en interesse i, at deres børn betaler den lavest mulige leje. Forældrene skal være opmærksomme på, at SKAT kræver, at der fastsættes en markedsbestemt leje. Det er derfor vigtigt at indtægtsføre den leje, som ville kunne opnås på det almindelige marked, uanset om børnene betaler en lavere leje. Dette gælder ved både andels- og ejerlejligheder. Overskuddet af udlejningen er skattepligtigt for forældrene.
SKAT betragter udlejning af fast ejendom som erhvervsmæssig aktivitet. Det betyder, at man som forældre har mulighed for at fradrage de udgifter, som man har i forbindelse med udlejningen, f.eks. vedligeholdelsesudgifter, i den personlige indkomst.
Landsskatteretten har dog i en ny kendelse fastslået, at udlejning af andelsboliger ikke betragtes som erhvervsmæssig udlejning. Man kan derfor ikke fradrage udgifter, som er forbundet med udlejningen i den personlige indkomst. Begrundelsen for dette er, at man som ejer af et andelsbevis, ikke er ejer af selve ejendommen, men derimod ejer af en andel i en andelsforening. Andelsforeningen ejer selve ejendommen.
Ved forældrekøb er man således stillet dårligere ved udlejning af en andelsbolig end ved udlejning af en ejerlejlighed, da man ikke har de samme fradragsmuligheder.
Der er en del andre overvejelser ved forældrekøb, som man bør have et overblik over. Man kan i den forbindelse tage kontakt til JJM Advokatfirma på 5354 3853 eller info@jjm-jjm.dk.