Det følger af markedsføringslovens § 4, at en reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form og uanset, i hvilket medium den bringes. Hvis en blogger ikke overholder bestemmelsen, vil reklamen være en ”skjult reklame”. Anvendelse af skjulte reklamer er strafbart med bøde, medmindre der er hjemmel til en højere straf som følge af anden lovgivning. Det vil sige, at hvis man som blogger er i tvivl om ens indlæg er en skjult reklame, skal man være på den sikre side og markere indlægget som en reklame.
Forbrugerombudsmanden har udarbejdet nogle gode råd om, hvad bloggere kan gøre for at være sikker på at overholde markedsføringslovens § 4. Forbrugerombudsmandens påpeger bl.a., at
når en blogger indgår en aftale om omtale af et produkt med en virksomhed, er der er tale om reklame
det skal være tydeligt for forbrugere, at der er tale om reklame
reklamen skal klart og tydeligt markeres med ”reklame”, ”annonce”, ”betalt indlæg”, ”sponsoreret indlæg” el. lign.