Arbejdsgiveren dømt til at betale pensionsbidrag 2 gange

22995176
Højesteret har ved dom afsagt den 20. august 2014 fastslået, at arbejdsgiver var forpligtet til at betale et pensionsbidrag 2 gange til en medarbejder. Sagen omhandlede en elev, som under sin ansættelse havde fået udbetalt sit pensionsbidrag som løn i stedet for indbetaling til en pensionsordning. Eleven anlagde en sag mod arbejdsgiveren og påstod pensionsbidraget indbetalt på sin pensionsordning.

Højesteret udtalte, at § 55, stk. 2 i erhvervsuddannelsesloven om, at elevens løn mindst skal udgøre lønnen ifølge overenskomsten inden for uddannelsesområdet, også omfatter vilkår om en pensionsordning.
Højesteret udtalte endvidere, at eftersom løn og pensionsbidrag har forskellige formål, kan en arbejdsgiver som udgangspunkt ikke opfylde pligten til at indbetale pension ved at udbetale pensionsbidraget som løn. Arbejdsgiveren var som udgangspunkt forpligtet til at efterbetale den manglende pensionsbidrag, uanset at pensionsbidraget tidligere var blevet betalt til eleven. Muligheden for at fravige udgangspunktet var endvidere begrænset, idet forpligtelsen var baseret på en kollektiv overenskomst. Arbejdsgiveren havde ikke mulighed for at kræve tilbagebetaling, da eleven ikke var i ond tro og fejludbetalingen alene skyldes arbejdsgiveren.
JJM Advokatfirma bistår erhvervsdrivende i sager vedrørende erhvervsforhold herunder ansættelsesret. Ring til os på 5354 3853 eller skriv på info@jjm-adv.dk