Der er mange brugtvognsforhandlere, som fortæller, at forbrugeren ikke kan reklamere over en brugt bil, hvis den er ”købt som beset”.
Vidste du, at det er forkert?
En brugtvognsforhandler kan ikke stille forbrugeren ringere, end hvad købeloven foreskriver. Det fremgår af købelovens § 1, stk. 2, at aftaler ikke kan laves til skade for forbrugeren. En forbruger har efter købelovens § 83 2 års reklamationsret. Dette betyder, at en forhandler kan ikke lave en aftale med en forbruger om, at en brugt bil sælges til en billigere pris mod, at den ”købes som beset” og der kan ikke efterfølgende reklameres over mangler ved bilen. Sådanne generelle forbehold er ugyldige. Det fremgår ligeledes af købelovens § 77, stk. 1, at almindelige forbehold såsom at salgsgenstanden er solgt, som den er og forefindes, ikke kan gøres gældende over for forbrugeren.
En brugtvognsforhandler har dog mulighed for at tage et konkret forbehold for helt specifikke fejl og mangler, og forbrugeren kan over for disse ikke reklamere. Dette kræver dog, at forbeholdet har været tydeligt tilkendegivet over for forbrugeren, og at forbeholdet ikke kunne misforstås.
Hvis brugtvognsforhandleren vil afvise en reklamation af en mangel under henvisning til, at der er taget forbehold for manglen, skal forhandleren kunne bevise, at forbeholdet har været tydeligt tilkendegivet over for forbrugeren.